Den dag hvor kreativiteten blev sat på pause til fordel for sorg del 3

Ingen tid, er som tiden nu.

Jeg har tilladt mig selv at være ked af, at min hund ikke eksisterer sammen med mig på samme måde som de sidste 10 år. Når det kommer tilbage til mig fra tid til anden, så tillader jeg mig selv at være ked af det igen.
Jeg sender mine tanker ud i universet når jeg oplever situationer der minder mig om ham. Tanker jeg tror på rammer andre som energi. Det betyder også at den energi jeg sender ud, er positive minder om hans tilstedeværelse i fortiden og hvordan jeg glædes over den indvirkning han har haft på mig.
Jeg regner med at han til sidst er et koncentrat af ren energi hvor alle uoverensstemmelser og dårlige vaner forsvinder i tiden, men det ønsker jeg ikke.
Jeg tror det er en realitet, men idet det bliver sådan, vil han blive et minde fra en svunden tid og det får mig til at græde igen.

Forventningerne er skruet ned

Ideen om en serie der skal ære mindet om min hund, er kommet tilbage igen. Jeg indser at jeg aldrig fik gennemført det projekt jeg satte mig for, med tabet af min første hund. Derfor skal det gøres anderledes i dag og projektet kommer til at omfatte mindet om begge mine hunde som nu ikke længere er med mig.  Jeg vil gøre 2 ting anderledes denne gang

  1. Projektet bliver enkelt og småt
  2. Projektet bliver privat

Det betyder for mig at jeg vælger nogle teknikker der kræver meget lidt kreativ energi fra mig, fordi jeg ved at sorg er en stor energisluger. Det bliver på simpelt og taknemmeligt materiale som Papir og det bliver 1 værk.

Privat betyder for mig, at det jeg deler, kan tåle kritikken og spørgsmålene og resten holder jeg for mig selv. Når jeg vælger hvor jeg deler det, så tænker jeg – kan min sorg tåle at høre mennesker i dette forum tale om det. Jeg forstår at når jeg deler så ser folk et glimt af mig, og vurderer mit værk uden den samme værdi som det har for mig.
Når jeg vælger mit udtryk indeholder det elementer der tåler at blive set som isolerede dele, vægtet og vejet af andre og deres holdning.

Jeg er bevidst nu, og det giver mig mod – verdens brutale hverdag behøver ikke at ramme mig til jeg bliver liggende.

Tak til dig

Til dig der har læst med til det sidste har du mulighed for at se projektet her. Jeg er nemlig startet med et udtryk der ære mindet om begge mine skønne hunde.

/Billedkunstner Helen Nielsen