Den dag hvor kreativiteten blev sat på pause til fordel for sorg del 1

Jeg har lyst til at fortælle dig om da min hund døde. Hvordan det påvirkede mig og mit kreative talent. Så det gør jeg i dag.

Det rammer måske dig fordi du står i en sorg der sætter dit liv på pause og for dig det ikke rammer, så ved jeg at du har et stort hjerte og masser af omsorg til at forstå at sorg er sorg lige meget hvem der er død. Jeg føler et tabu omkring at føle savn til en afdød hund, noget der ikke kan tales om som var det et nærtstående menneske der døde.
Lige meget hvad, så kommer det her…

En dag i august

Jeg siger farvel til min 11,5 år gamle blandingshund – mest sort schæfer – Tirsdag den 2. august 2016. Han er en gammel hund, min første hund og han har haft et godt liv.
Her lidt over en måned siden får jeg stadig tårer i øjnene af at tænke på den dag jeg sagde farvel til ham. Det at tage beslutningen om at det er her vi siger farvel, er hårdt og efterfølgende er der en kæmpe skyldfølelse og et spørgsmål om – var det, det rigtige. Jeg husker at jeg konstant ledte efter et argument der bekræftet mig i at det var det bedste for ham. Det éne udsagn der fortæller dig at du tog den rette beslutning, det findes ikke. Ethvert udsagn eller argument er stadig en overbevisning du er nød til at tage til dig for at tro på den.
Jeg fortalte mig selv at en operation ikke ville have gjort nogen gavn da chancerne for at han kom sig igen, med sygdommen og alderen taget i betragtning, var minimale. Tror du på det, kan du have det godt med din beslutning, men med håbet i hjertet tror jeg altid på den minimale chance der betød at han stadig kunne være her i dag.
Jeg piner mig selv og sorgen lammer mig i dagene efter.

En gentagende sorg

Jeg genkender sorgen da jeg også mistet min Cockerspaniel for blot 3 år siden. Sorgen indfandt sig på lignende vis forskellen fra dengang til nu, er erfaring, alder og bearbejdning.
Jeg vidste at jeg ville komme over det – sådan føles det ikke på tidspunktet hvor sorgen indfinder sig – men jeg vidste også at jeg måtte blive i sorgen og ikke skubbe den til siden.
Hvis jeg presser sorgen i baggrunden til fordel for hverdagen vil min kreativitet lide under det. Det tomrum der popper frem når der ikke er flere hverdagsting at tage sig af, det omdanner sig ikke til kreativ tid. Det bliver til tomrum med tårer og tanker.

At være kreativ kan bruges som terapi får jeg at vide, men når sorgen er på sit højeste så forsvinder alle mine kreative tanker.

Fortsætter…